Mere læsning til den nysgerrige

Sheltiens historie kort beskrevet.


Shetland Sheepdog eller Shelties som er racens kælenavn, stammer fra Shetlandsøerne nordøst for Skotland. Det er meget vanskeligt at klarlægge racens oprindelse og udvikling på disse stormomsuste øer. Det barske klima har utvivlsomt bevirket, at kun de mest hårdføre hunde har kunnet klare sig. Gennem århundrede har der været anvendt collielignende hyrdehunde til at passe flokkene af Shetlandsfår og til at holde fårene ude fra de opdyrkede områder, de såkaldte "toons".       

Det er sandsynligt, at den skotske brugscollie og islandske hunde har været hjemført til øerne af fiskere, ligesom andre hunde kan være kommet til øerne med både fra andre lande, der drev fiskeri omkring øerne.


Først i slutningen af forrige århundrede, efter at den engelske flåde havde placeret flådebaser i området, blev racen kendt uden for øerne. Nogle få blev udstillet på Crufts i 1906. Den første specialklub for racen var "The Shetland Collie Club", der stiftedes 23 november 1908 i Lerwick, Shetlandsøernes "hovedstad". Denne klub fastsatte den første standard for racen og begyndte stambogsføring.                                   


Senere i 1909 stiftedes en klub i Scotland og i de følgende år blev der udstillet et stigende antal Shelties. Der blev i Aberdeen udstillet 65 Shelties i 1912 og 79 Shelties i 1914. En ansøgning om anerkendelse af racen blev afslået af den Engelske Kennelklub, der dog gav en begrænset anerkendelse, således at racen kunne udstilles og stambogsføres. Den første Shetland Sheepdog blev indført i den Engelske Kennel Club Stud Book i 1913.


I England blev der stiftet en klub i 1914. Collie-opdrætterne ville ikke anerkende navnet "Shetland Collie" og den Engelske Kennelklub gav senere i 1914 racen fuld anerkendelse under navnet "Shetland Sheepdog". Bortset fra et par Shelties, der før krigen var kommet til Usa, var racen umiddelbart efter 1. Verdenskrig ukendt udenfor de britiske øer. I slutningen af 20'erne blev der eksporteret ret mange hunde til Usa og også i Europa blev racen kendt i mellemkrigsårene. Racen kom til Holland i 1929 og den Hollandske Shetland Sheepdog klub blev stiftet 1939. Opdræt begyndte i Sverige i 1930 og kort efter også i andre europæiske lande. Selv om de første Shelties var blevet udstillet i Danmark i 1934, begyndte opdrættet først i 1948, baseret på hunde fra Sverige og England. Kort efter kom Sheltien også til Finland og Norge.


Lånt fra Sheltie klubbens officiellle website.

Vi er medlem af både Dansk Kennel Klub (DKK) samt Dansk Shetland Sheepdog Klub (DSSK). Link til deres sider findes herunder.

og selvfølgelig FCI

Sheltiens standard

Oprindelsesland: Storbritannien


Anvendelse: Selskabshund, hyrdehund.


Klassifikation: FCI Gruppe 1 (Hyrde- og kvæghunde),

Sektion 1 (Hyrdehunde).

Uden brugsprøve.


Helhedsindtryk: Meget smuk, langhåret, lille brugshund, hverken klodset eller grov, med en smidig og yndefuld bevægelse. Den har en harmonisk skikkelse, hvor ingen enkelt del virker ude af proportion med helheden. Den rigelige pels med manke og brystpels, det smukt formede hoved og det sødmefulde udtryk samvirker for at opnå det idëelle.


Temperament: Opmærksom, blid, intelligent, stærk og aktiv. Hengiven og lydig over for sin ejer, reserveret over for fremmede, aldrig nervøs.


Hoved: Hovedet er forfinet og elegant uden overdrivelse. Set fra oven og fra siden har det form som en lang. afskåret kile, der bliver smallere fra ørerne mod næsen. Skallens bredde og dybde er afpasset efter længden af skalle og næseparti. Helheden skal betragtes i sammenhæng med hundens størrelse.


Skalle: Flad, moderat bred mellem ørerne, uden fremtrædende nakkeknude. Næseparti og skalle er lige lange, idet den inderste øjenkrog udgør delepunktet. Skallens overlinie er parallel med næseryggen.


Stop: Let, men tydeligt.


Forhoved: Det karakteristiske udtryk opnås ved den perfekte balance og kombination af skalle og forhoved, øjnenes form, farve og placering samt korrekt øreansætning og –bæring.


Næse: Sort.


Læber: Stramme, med sorte læberande.


Kæber, bid: Kæberne er lige, tørre og stærke, med veludviklet underkæbe. Tænderne er sunde med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs at de øverste fortænder tæt overlapper de underste, og at biddet ligger vinkelret på kæberne. Et fuldt tandsæt med 42 korrekt placerede tænder er særdeles ønskeligt.


Kinder: Flade. De går blødt over i det godt rundede næseparti.


Øjne: Middelstore, skråtsstillede og mandelformede med sorte øjenrande. Øjnene er mørkebrune undtagen hos merle hunde, hvor et eller begge øjne kan være blåt eller have blå pletter.


Ører: Små, moderat brede ved basis, placeret ret tæt sammen øverst på skallen. I hvile er de tilbagelagte, men når hunden er opærksom, rettes de fremefter og bæres halvt opretstående med fremoverfaldende spidser.


Hals: Muskuløs, godt buet og lang nok til at give en stolt hovedbæring.


Krop: En smule længere fra skulderspids til krydsets afslutning end skulderhøjden.


Ryg: Vandret, med en yndefuld kurve over lænden.


Kryds: Skråner gradvis bagud.


Bryst: Dybt, når ned til albuerne. Ribbenene er godt hvælvede og bliver mere flade på den nederste halvdel for at tillade fri bevægelse af forben og skuldre.


Hale: Lavt ansat. Halehvirvlerne bliver mindre udefter og når mindst til haseleddet. Halen er fyldigt behåret og danner en let kurve opefter. Den må løftes en smule under bevægelsen, men aldrig højere end ryglinien. Uden haleknæk.


Lemmer:


Forpart: Forbenene er lige set forfra, muskuløse og tørre, med stærk, men ikke svær, benstamme.


Skuldre: Meget godt tilbagelagte. Ved manken er de kun adskilt af rygraden, men skråner udefter for at give plads til de hvælvede ribben. Skulderleddet er velvinklet.


Overarm: Tilnærmelsesvis af samme længde som skulderbladet.


Albuer: Placeret lige langt fra jorden og manken.


Mellemhånd: Stærk og spændstig.


Bagpart:


Lår: Brede og muskuløse. Overlåret danner en ret vinkel med bækkenet.


Knæ: Knæleddet er tydeligt vinklet.


Mellemfod: Haseleddet er tørt og vinklet, godt lavt ansat og med stærk benstamme. Mellemfoden er lige set bagfra.


Poter: Ovale, med fyldige trædepuder og hvælvede, tæt sluttede tæer.


Bevægelse: Smidig, flydende og yndefuld med fraskub fra bagparten.  Bevægelsen er mest muligt jordvindende og helt uanstrengt. Pasgang, vævende, rullende eller stiv, styltet ”op og ned”  bevægelse er særdeles uønsket.


Pels:

Hårlag: Dobbelt pels. Dækpelsen er langhåret, af grov tekstur og lige, underulden blød, kort og tilliggende. Manke og brystpels er meget fyldig, og forbenene har gode faner. Oven for haserne er bagbenene rigeligt beklædt med pels, neden for haseleddet ret korthårede. Ansigtet er glathåret. Pelsen skal følge kroppen og må hverken dominere eller formindske hundens omrids. Glathårede hunde er særdeles uønskede.


Farve:

Zobel: Ren eller med sorte hårspidser, i alle farver fra lys gylden til dyb mahogni, alle nuancer i varme toner. Ulve-zobel og grå er særdeles uønskede.


Tricolour: Dybsort på kroppen, aftegninger af varm tan foretrækkes.


Blue Merle: Klar sølvblå, plettet og marmoreret med sort. Der foretrækkes aftegninger af varm tan, men det kræves ikke. Svære, sorte aftegninger, et skifer- eller rustfarvet skær i dækpels eller underuld er særdeles uønsket. Pelsen som helhed skal give indtryk af at være blå.


Sort/hvid og Black and Tan er også anerkendte farver.

Hvide aftegninger kan forekomme (undtagen hos Black and Tan) som blis, på krave og bryst, brystpels, ben og halespids, men disse aftegninger kræves ikke. På kroppen er hvide aftegninger særdeles uønskede.


Størrelse:

Idealhøjde ved manken:


for hanner 37 cm

for tæver 35.5 cm. 


Afvigelser på mere end 2.5 cm over eller under disse mål er særdeles uønskede.


Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dens indvirkning på hundens sundhed og velbefindende.


Diskvalificerende fejl: Aggressive eller overdrevent sky hunde. Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres


Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Kun velfungerende og klinisk sunde hunde, med race typisk kropsbygning, bør anvendes i avl.


 

© Copyright. All Rights Reserved.